|

Beklædning til alpinklatring - en bestigning af Droites' nordvæg
Jeg bliver ofte spurgt hvad man skal have på når man klatrer i bjergene. Det er naturligvis umuligt at svare på, eftersom det afhænger af en lang række variable faktorer; individuelle behov, årstiden, vejr og forhold, ruten og klatringens type og orientering osv.
Jeg vil alligevel forsøge at give et eksempel fra et tilfælde hvor alt (inklusive beklædningen) gik rigtig godt. Dette er ment som det det er - et eksempel. Det er ikke en facitliste der kan bruges på enhver rute eller af hvemsomhelst. Jeg håber det alligevel kan være en inspiration, der måske kan danne grundlag for dine egne valg, når du står over for at skulle på tur i det højalpine miljø.
I februar 2011 klatrede jeg, sammen med to venner, den berømte nordvæg på Aig Droites i Mont Blanc massivet. Væggen, som er en klassisk "grande course" er lige omkring 1000 m høj og er en af de mere eftertragtede alpine isruter i europa. Vi havde gode forhold og selvom vi ikke "løb" (det er sjældent vejen til at være hurtig i bjergene), lykkedes det os at lave bestigningen i god stil og på kort tid. I min guidebog står ruterne på væggen til 15-20 timer. Guidebogen er gammel og der skal nok skæres en håndfuld timer af, for at passe til dagens standard. Alligevel var vi meget godt tilfredse med vores tid på 5 timer og 20 minutter fra bergschrund'en i bunden, til brech'et i toppen. Faktisk indhentede vi et reblag på nedstigningen, som var startet 8 timer før os og således havde gennemført ruten på standardtid. I bjergene er det ofte sikrere at være hurtig (man udsætter sig for farer i kortere tid) og der er derfor en tendens til at en hurtig bestigning bliver sat lig kompetence og god stil blandt alpinklatrere. Vores bestigning gik hurtigt, fordi vi var effektive, havde en god strategi og et højt færdighedsniveau.
Beklædningen hører naturligvis med i overvejelserne. Når man skal klatre en stor rute i bjergene, er det nødvendigt ikke at have for meget med sig (det bliver for tungt), til gengæld skal det man har, være pålideligt og af en høj kvalitet. Man skal vælge noget man kan lide at have på og som yder den nødvendige beskyttelse mod vind og vejr.
Efter at have krydset bergschrund'en og et kort isfelt, går ruten op gennem en is-rende der fører til det centrale isfelt. Detter har en relativt moderat hældning på måske omkring 55 grader (plus/minus), men det er langt. Herefter kommer The Business - den øverste sektion af væggen. Her bliver klatringen markant stejlere og væver sig op gennem isede rende- og hjørnesystemer. Til sidst fører et kort snefelt de sidste meter op til Brech'et og man stikker hovedet over kanten og ser den anden side af bjerget - og, hvis man er heldig, bliver ramt af solen for første gang den dag. Pludselig tør handsker, som har været stivfrosne, og al "finmekanik" bliver lidt lettere at håndtere med fingre der kan bøjes jævnt og blødt. Vi brugte et par minutter i Brech'et, på at nyde solen og kigge ned på den sky, vi kort efter ville fire os ned i. Bevidstheden om at der lå kort og kompas (som altid) i rygsækken og vi var et stærkt hold, gjorde dog at tanken om whiteout ikke var så stressende som den til tider kan være.
Forudsætninger:
Vi valgte en dag med godt vejr og gode forhold. Det var midt-vinter og væggen er stejl og vender stik nord, så den får ingen sol. Ruten er graderet ED og klatringen er stor set udelukkende på is. Alle på holdet var dygtige klatrere med stor alpin erfaring.
Her følger en liste over min beklædning på turen:
Fødder:
- Bridgedale tynde svedtransporterende indersokker
- Terra Nova Mountain Toesters - tykke ydersokker med højt uldindhold
Ben:
- Lowe alpine Dryflo boksershorts
- Lowe alpine Dryflo lange underbukser
- Millet Powerstretch pant - bukser i powerstretch fleece
- Millet Axon Fullzip Pant - Goretex Proshell
Krop:
- Millet Carline Thermolite Zip - Svedtransporterende undertrøje
- Millet Thermal Max zip - Ultratynd fleecetrøje/tyk undertrøje, alt afhængig af synspunkt
- Millet Powerstretch zip - Trøje i powerstretchfleece
- Millet Origin pro jacket - Goretex proshell
Hoved:
Hænder:
I min rygsæk havde jeg desuden en Millet Belay Device Jacket (varm fiberisoleret "dunjakke"), et par ekstra handsker og et par "oh-shit-stormen-er -over-os"-megaluffer.
Efter klatringen, firede og gik vi de 3000 højdemeter ned til Chamonix. Vi brugte 12 timer fra bergschrunden til chamonix. Det var en god dag på en god rute og smilet var stort, trods trætheden, da jeg var vel tilbage i dalen og fik al det vand jeg kunne drikke og et varmt bad, før jeg lukkede øjnene i en velfortjent og dyb nattesøvn.
|