Cerro Torre

 I Februar 2008 rejste jeg til det stormomsuste Patagonia i det sydligste sydamerika, sammen med Kristoffer Szilas (DK) og Jim Broomhead(UK), for at bestige den legendariske Cerro Torre. Her er historien.

Rejsen Til Verdens Ende:

”Worlds End” står der i hjørnet af mit kort. Efter rejsen hertil føles det også lidt sådan. Jeg står på toget i Chamonix, for at tage til Paris lufthavn. En personskade i nærheden af Annemasse bevirker dog at toget blev aflyst og gør det usikkert om jeg når mit fly – stress! Efter mange skift og endnu flere kik på uret, ankommer jeg dog i tide til mit flight til Madrid. Fra Madrid flyver jeg videre til Buenos Aires, hvor jeg ikke kan se min videre forbindelse på skærmen. Jeg spørger i en informations-kiosk, men damen vil helst ikke af med information og svarer kun nøjagtig på det jeg spørger om, uden at uddybe yderligere:

-”Jeg kan ikke se mit fly på skærmen. Hvor skal jeg checke ind?”

-”Det fly går ikke fra denne lufthavn!”

-”Okay hvor går det så fra?”

-”Domestic Airport!”

-”OK, hvor ligger den?”

-”I Byen.”

”Ja, og hvordan kommer jeg derhen?”

-”Med bus.”

-”Og hvor går bussen fra?”

-”Derovre.”

Jeg går til busskranken. Ja, man kan betale med kort. Nej, jeg kan ikke længere nå mit fly hvis jeg tager bussen. Jeg må med taxa. Går til taxaskranken. Nej, her kan man ikke betale med kort. Der er en bank derovre… Går til Banken. Laaang kø, når endelig frem: ”Nej, her kan man ikke hæve penge. Du skal i en automat.”. Der skulle være en hvis man går ud af lufthavnen og til venstre. Prøver der. Ingenting. Begynder igen at skæve til uret, nervøs for ikke at nå næste fly. Ind i lufthavnen igen. Der er en anden udgang – prøver den. Hurra - en pengeautomat! Men den vil ikke spytte penge ud. Forsøger igen, med et mindre beløb. Det går. Jeg betaler og hopper i taxaen. Kører næsten en time gennem byen, på trods af hastigheder mellem 50 og 100 km/t – Buenos Aires er godt nok et stort sted!

Jeg når mit fly, som flyver til Bariloche. Fra Bariloche til El Calafate. Fra Calafate lufthavn deler jeg en taxa til busstationen med nogle amerikanske klatrere. Der møder jeg Kristoffer og Jim. Nu venter bare en sidste bustur på 3½ time, delvis på asfalt og delvis grusvej, så ankommer vi i El Chalten, som skal være vores base den næste måneds tid.

Vejrvinduet:

Da vi checker ind på vores Aylen Aike - vores hostel – får vi at vide at vi netop er gået glip af 3 uger med godt vejr. 3 uger!!! Det er jo fuldstændig uhørt for Patagonien, som er kendt for noget af det værste vejr i verden. Det var det bedste vejrvindue i 11 år!

Vi pakker til klokken halv to om natten for at komme af sted allerede næste dag, i håb om at få gavn af ”efterdønningerne” af det gode vejr.

Regnen kommer næste dag efter ca. 5 timers vandring ind mod bjerget. Det er nok held i uheld, for Kristoffer, som normalt vandrer med mach2 hastigheder, har spist et stykke forgiftet salami og er reduceret til en zombie-lignende tilstand, fuldstændig drænet for energi. Han fortæller at han engang løb et maraton uden at træne til det. Det var vand ved siden af hvordan denne dag føles for ham! Endnu engang fascineres jeg over tanken om at noget så småt som en bakterie kan sætte os alle ud af spil, uanset hvor store og stærke vi er.

Jim og jeg er bare almindeligt trætte og måske lidt rundt på gulvet oven på flere døgns rejse og den sene pakke-session i nat. I hvert fald skader det nok ingen af os at få lidt hvile.

Topbestigningen begynder:

Næste dag regner det, så vi får vores chance for at restituere, Kristoffer kommer sig lidt efter lidt og føler sig til sidst fit for fight. Derefter ser det ud til at vejret vil forbedres og vi skulle få et vindue på ca. 5 dage. Dette er vores chance og vi starter ud mod Cerro Torre.

2/2 – El Mocho Camp

Vi starter ud fra El Chalten tidligt, før det bliver lyst – der er en lang dags vandring foran os. Målet er at bivuakere så højt oppe ad gletscheren som vi orker at gå. Efter ca 1½ time kommer jeg i tanke om at min pung og mit pas ligger frit fremme på natbordet i vores hostel.Normalt pakker jeg min rygsæk helt færdig om aftenen, så den bare skal smides på ryggen om morgene uden at tænke på at få de sidste ting med. Om det er de nye omgivelser eller jeg stadig er lidt kulret oven på rejsen, ved jeg ikke, men jeg har ikke opført mig som jeg plejer og det resulterer i at jeg er den ”heldige” vinder af 3 timers ekstra vandring. Jeg føler mig som en idiot og er så negativ at jeg er lige ved at droppe ud af holdet og lade de to andre klatre alene. Hvordan kan jeg, med al min erfaring, lave sådan en fejl, være så tåbelig? Jeg forventer mere end det fra mig selv. Men hele vores setup og strategi er lagt an på at vi er tre, jeg er motiveret og jeg kan mærke at de andre gerne vil have mig med. Så efter den første bølge af frustration har lagt sig, vender jeg snuden rundt og går tilbage mod Chalten. I mellemtiden går Kristoffer og Jim op til vores efterladte rygsække, pakker om og får en god pause i solen, mens de venter på mig. Ikke den bedste start på en stor alpin rute for mig – dels pga af det ekstra fysiske arbejde, men mest af alt pga. den mentale belastning alle de negative følelser giver mig.

Efter en lang dags vandring, når vi frem ti len lejr under El Mocho – den ”flade” top tæt ved Cerro Torre. Vi bruger resten af eftermiddagen til afslapning i solen. Vejret er så godt at vi joker med at være kommet på strand-tur i stedet for til Patagonien. Morgenens dårlige vibrationer forsvinder fra mit sind og jeg er glad for at være her.

3/2 – Norwegian Bivi

Det regner, og har gjort det det meste af natten. Der er ingen af os der reagerer når alarmen ringer, det er ikke værd at stå op i det her vejr. Så vi ligegr der i hvert vores bivuakovertræk og venter. Jeg er lettet over at mit superletvægts overtræk, som er lavet til vinterforhold og derfor principielt ikke er vandtæt, alligevel har fprmået at holde mig næsten helt tør.

Senere på morgenen stilner regnen nok af til vi bevæger os ud af vores pupper. Vi beslutter os for at tage en kort dag og flytte op i Norwegian Bivuac , som er en række boulders med huler under. Det tager ikke mere end et par timer at gå derop og giver os et bedre udgangspunkt for at starte ruten næste dag. Desuden er det muligt at vi kan finde bedre beskyttelse for vejret i hulerne – i tilfælde af at vi må vente det ud en dags tid.

Vi er heldige, finder en god hule med plads til os alle tre og stort set komplet ly for regnen.

Der er to Argentinere som også skal på ruten, men de er lidt bekymrede over deres forsyninger, eftersom de her måttet vente en ekstra dag på vejret. Vi forærer dem en pasta-ret til deling og får til gengæld en masse god information om ruten op ad gletscheren – de havde været oppe ad den dagen inden, men vendte om pga blød sne og det dårlige vejr.

Hen ad aftenen begynder skyerne at løbe tør for vand og vi ser endda et lille stykke himmel. Det ser ud til at vi kan starte ruten i morgen! Ingen af os kan sove mere end et par timer.

4/2 – Klatringen begynder

Vi timer vores start så vi kan være ved starten af ”tilgangs-klatringen” når det bliver lyst. Gletscheren er fin, med frossen sne og efter at have krydset en crazy udseende snebro når vi frem. Klatringen op til skulderen på Cerro Torre er ikke beskrevet som en del af ruten, men er dog stadig en fire-femhundrede meters 3-4 grads klatring med et par enkelte korte 5 grads passager. Det føles lidt som en mini udgave af Frendo Spur, Komplet med en lille is-ryg i toppen. Det meste af det klatrer vi parallelt, men vi går også et par reblængder. Oppe på skulderen indhenter vi vores argentinske venner som er i gang med første reblængde af ruten. Vi må vente på dem, noget som skal vise sig at blive et tilbagevendende tema på ruten. I mellemtiden tager vi billeder, pakker om og gør os klar. Jeg har første føre-blok, som består af 3 reblængder klippeklatring. Når vi synes vi har givet argentinerne nok plads, starter jeg. Den første reblængde er et 5.10- riss-system. Klippen er god og jeg nyder klatringen. Det bliver hurtigt åbenlyst at Jim ikke er særlig god til at Jumar’e. Kristoffer og jeg har begge gået i Yosemite-skolen, mens Jim vist nok har lært det ved noget caving. Men at jumare på en rute er ikke det samme som på et frithængende reb og hans system fungerer tydligvis ikke særlig effektivt. ”Shit” tænker jeg – ”det her kommer til at tage tid! Nå, men han må lære undervejs. Nu ser vi sikkert ikke argentinerne igen”.

På anden reblængde er der et valg mellem en A0 variant og friklatring i et riss. Argentinerne aid’er og jeg friklatrer. Denne reblængde ville have 3 stjerner på et hvilket som helst crag og tænk at få lov at klatre den på en stor rute i bjergene - 5.10 handjams fra himlen! Vi indhenter igen argentinerene. Kristoffer hjælper vist Jim med at justere hans jumarsystem et sted dernede.

3 reblængde starter med 5.10 friklatring og slutter med en A1+ sektion. Jeg har dog ikke lyst til at aid’e og med et undercling og et langt stræk til nogle slopede crimpere lykkes det at gå A-sektionen frit. Herfra bliver det lettere for en stund. Jeg stjæler næste reblængde, der er ikke noget is på den som forventet og den går hurtigt. Men den er ikke så let at jumare i toppen , da man skal gennem et lille overhæng. Jim virker til allerede at være godt stegt pga hans manglende jumar-erfaring som gør at han bruger virkelig mange kræfter. Det viser sig at jeg har link’et to reblængder i skyndingen og jeg kan se Banana Crack fra min standplads. Den næste blok er egentlig Jims, men Kristoffer napper den og fører mixet grund til bunden af Banana Crack – et fint riss med 5.11- friklatring eller let aid. Jeg kunne vildt godt tænke mig at friklatre den, men det er ikke min blok og jeg føler jeg allerede har stjålet nok… Kristoffer vælger den effektive (fornuftige) løsning og aider hurtigt op til toppen af risset, hvor vi møder vores følgsvend for resten af ruten – vind. Kraftig vind.

Kristoffer fører en reblængde mere med blandet sne og klippe og vi indhenter igen argentinererne. Vi står nu ved bunden af en dyb kamin og starten af min anden føre-blok. Det blevet koldt med vind og faldende temperaturer og jeg er utålmodig efter at komme af sted, men vi må vente på argentinerne. Så snart andenmanden begynder at jumare, starter jeg og klatrer lige i røven af ham. Lidt dårlig stil måske, men de er vældig sociale og virker ikke til at have noget imod det. De advarer mig mod at fortsætte op ad kaminen som ellers har lettere klatring end 5.10 flagerne på højre væg. Jeg klatrer ud på væggen og finder at en del af flagerne er ganske løse. Det, i kombination med kulde, store støvler og vanter gør klatringen opmærksomhedskrævende. Jeg er lige ved at trække en 1.5 m. lang flage ud af et bredt riss! Den sidder ganske løst og jeg må finde en måde at undgå den. Bliver nødt til at tage vanterne af. Lidt balance på små krystaller og nogle små greb fører mig ud til højre og rundt om flagen. Næste reblængde er også en 5.10 og vi lader argentinerne få et godt forspring så jeg kan klatre den hurtigt og i et stræk, uden at skulle stå i et eller andet lille jam og vente på dem.

Da jeg kommer op til standpladsen ser jeg at de er gået i gang med at forberede sig til at bivuakere. Der er ikke særlig god plads og det ser ud til at blive en siddende bivuak, så Kristoffer beslutter at klatre videre for at se om han kan finde et bedre sted. Nær toppen af næste reblængde råber han ned at han kan se et hyldesystem nede til højre. Jim og jeg følger efter og vi abseiler alle ned til hylderne, som efter rensning for sne og is med isøkserne tillader os alle at ligge ned på hver vores hylde. Godt set Kristoffer!

Jim ”the bivi king” smelter sne og vi får lidt mad og drikke. Jim er benhård når det kommer til bivuakker – her trækker han mere end sit læs, passer brænderen mens vi andre bruger tiden på at gøre os så ”komfortabelt” som muligt og forsøger at slappe af. Som turen skrider frem bliver det en stående joke at han faktisk helst vil være våd og kold før han skal sove. Vi går til ro med klatreselerne på, for hylderne er ikke mere end skulder-brede.

5/2 Kompressoren

Det må have været en ukomfortabel nat for vores venner, for de er allerede en reblængde over os.

Vi har sovet 2-3 timer og ligget og rystet i måske 5 i alt. Jeg husker at jeg på et tidspunkt lavede push-ups inde i min 450grams sovepose for at få varmen. Jeg har medtaget en Millet xp500 som isolerer utroligt godt for sin vægt, men er lavet til sommerbrug i lavlandet. Tænker på Jim. Han har slet ingen sovepose, kun en stor fiberpels og sit bivuakovertræk. Hardcore!

Jim starter med at føre dagens første reblængde – klippeklatring op til starten af Maestri’s monumentale bolttravers. Kristoffer tager føringen på traversen og vi aftaler at jeg jumarer sidst, så Jim bare skal klippe ud af sikringerne og ikke skal rense dem. På den måde sparer han energi og vi er hurtigere. Kristoffer short-fixer hver gang han kommer til en standplads og reb-solo’er videre mens vi jumarer. De gamle bolte er overraskende tillidsvækkende – jeg havde forventet noget gammelt ragelse, men de er helt fine og ingen rust. Umiddelbart efter bolttraversen støder Kristoffer på en iset kamin som lyder til at være vanskelig, men han klarer ærterne med en kombo af is- klippe- og aidklatring. Jim tager næste blok og fører de næste 4 reblængder, op gennem mixet terræn og is op til 70°, med udsigt til ”bagsiden” af Fitz Roy. Spektakulært! Vi har nu indhentet argentinerne igen.

Næste blok er min, starter med to reblængder boltstiger, efterfulgt af en 65° istravers. Jeg har kun to isskruer og vi har kun en økse hver. Ok for mig, men de to andre skal følge efter med rygsækkene og det blæser temmelig hårdt. Vi er nu ved bunden af headwall’en. Jeg havde selvfølgelig ikke behøvet at bekymre mig, Kristoffer og Jim følger efter uden problemer. Næste reblængde er den sidste vanskelige friklatreblængde, graderet 5.10-. Ikke så vanskelig som mange af de andre, men det er koldt i skyggen og der blæser en næsten-storm. Argentinerne aid’er en del, men jeg kan ikke holde tanken om at skulle stå i stigerne i den kulde, og desuden er der en del løst deroppe, så jeg beslutter at prøve at friklatre. Det går OK, må lige give lidt gas og have vanterne af et par steder. Jeg klatrer forbi det jeg er sikker på er et abseilanker, men viser sig senere at være en hængende standplads i slutningen af friklatrereblængden. Over mig er der sjovt nok en boltstige som følger det flagesystem jeg klatrer i. Mærkeligt for klatringen er forholdsvis let her. Et studie af topo’et viser at jeg sandsynligvis har link’et to reblængder. Jeg har kun sat sikringer på Kristoffers reb, så han må jumare i en stor bue for at rense reblængden – sikkert ikke helt let – mens Jim bare skal jumare lodret op. De ankommer samtidig.

Nu er der kun en blok tilbage til toppen! Men det er aid hele vejen så det kommer til at tage noget tid. Kristoffer fører med den ene rygsæk for at Jim kan jumare uden noget. Han klatrer hurtigt op ad boltstigerne, men hastigheden hjælper ikke så meget, for vi må stadig vente på argentinerne. Det begynder at blive mørkt. Vores vandflaske er bundfrossen. Jeg begynder at blive rigtig nervøs for at få forfrysninger i tæerne. Mine fødder er ødelagt af tidligere forfrysninger, så jeg får dem let igen og når de først er kolde kan jeg sjældent få varmen igen uden en ekstern varmekilde. Nu står vi så her i stormvejr om natten på en hængende standplads hvor klatreselen kun aflastes af stigerne som så igen giver et stort tryk lige under svangen. Ikke de bedste forudsætninger for cirkulationen.

Mens jeg jumarer på den reblængde der fører op til kompressoren som Maestri efterlod, finder jeg en 30 cm bred hylde som jeg hopper og danser på for at blive varm. Jeg ankommer til Kompressoren og stiller mig op på den – endelig er trykket væk fra selen og fordelt over hele fodfladen. Jeg er overrasket og glad da jeg mærker temperaturen stige langsomt i mine fødder.

Vi er nu 4 mand samlet på og omkring kompressoren, det er fuldstændig mørkt og i tillæg til stormstyrke vind, har der nu også lagt sig en sky rundt om os, som bevirker at vi har rim-is i alt hvad der minder om hår – der hvor tøjet er slidt, velcro, slynger og reb med fibre stikkende ud osv.

Vores argentinske ven kæmper en brav kamp et sted oppe på reblængden over os – the Bridwell-pitch – sidste reblængde før Ice Mushroom. Men han er kommet til et sted hvor der ikke er flere rivets og klippen er bare blank omkring ham. Han kan se noget snor 3-4 m over sig, som sandsynligvis er standpladsen. Men han kan ikke komme derop og til sidst vender han om. Han har brugt over to timer deroppe. Så er det Kristoffers tur til at prøve, men han strander på samme sted. Forsøger det ene og det andet, men efter yderligere ca 2 timer kommer han også ned. Det er bare ikke muligt i det her mørke.

Argentinerne vil ned. Jeg er lidt ambivalent – er vejret vendt? Men vi er kommet så langt, og kan vel tåle en bivi til. Kristoffer er ikke i tvivl. Han vil op. Det kun et spørgsmål om hvor vi skal bivuakere. Skal vi stå på kompressoren eller fire ned til en hylde der var ca. en reblængde under os? Det bliver hylden, og da argentinerne ser at vi bliver, beslutter de sig for også at gøre et forsøg mere i dagslys. Hvad er klokken? 0400. Yes! Så er der kun 3 timer til vi kan se og komme videre igen.

Jeg ender i udkanten af hylden hvor den hælder udad og må derfor holde stram indbinding for at blive holdt nogenlunde fast. Det bevirker at jeg kun kan få bivuaksækken op til livet. Alligevel bruger jeg hele natten på at glide næsten ned ad hylden – så krabbe op igen, ned, op, hele tiden – måske hvert 2 minut.

6/2 Toppen!

Vi jumarer tilbage til Kompressoren og kristoffer fører tilbage til gårsdagens højdepunkt – en spændende lead som bla. Involverer en birdbeak brugt som improviseret skyhook. Da han når højdepunktet kan han konstatere at klippe er lige så blank i dagslys som i mørke. Der må have siddet en rivet som er knækket eller noget lignende. Vi havde da også hørt at en eller anden tog et styrt her sidste år og trak noget af det fixede grej ud. Nu er det lyst og Kristoffer kan i hvert fald se at snorene ovenover faktisk er standpladsen. Han binder nogle skyhooks i enden af et reb og kaster. Fanger standpladsen og trækker sig i land. Nu er adgangen til Ice Mushroom sikret. Vi kommer op og bliver ramt vind der er så kraftig at det er svært at stå oprejst. Mens jeg sikrer Kristoffer op ad isen, må jeg holde fast i en isøkse for ikke at blæse omkuld.

Trætte, men glade samles vi på toppen og lykønsker hinanden, tager billeder, nyder udsigten. En meter under toppen er der en vind-eddy hvor det er helt stille – underlig fornemmelse efter dagevis med konstant susen. Det bevirker dog også at min helt nye fiberisolerede jakke bliver flået ud af hænderne på mig da jeg overraskes af et vindstød. Det gør mig endnu mere motiveret for at nå så langt ned ad bjerget som muligt i dag. Vi bruger et sted mellem en hel og en halv time på toppen og starter så nedstigningen.

Minderne fra nedstigningen er et virvar af reb der falder op i stedet for ned pga vinden, flager der suger rebet til sig og holder fast, åndeløs spænding hver gang vi trækker rebene gennem et anker – sætter det sig nu fast? Det sker ofte, men der er kun et tilfælde hvor vi må klatre op og hente det. Det er på en af mine reblængder - den med flagen jeg var ved at trække ned. Så jeg melder mig frivilligt. Heldigvis sidder rebet under den løse flage.

Vi er alle presset helt i bund – Kristoffer sværger på at alle sten og klipper, han står på eller læner sig op ad, gynger som et skib. Jim ligner en kludedukke og siger nærmest ingenting. Jeg er forvandlet til en tilskuer, en turist der er med på en fribillet. Hører mig selv tale uden at vide på forhånd hvad jeg siger – får beskeden sammen med de andre. På en måde er min tilstand næsten en fordel, for det er som jeg kan tage meget objektive beslutninger. Det bliver lettere ikke at tage de små ”genveje” som ender galt, for det er jo ikke mig der skal gøre arbjedet, men ham der jeg observerer…

Vi stopper undervejs på en hylde og smelter sne for at spise lidt. Fortsætter, vælger at klatre parallelt henover bolt-traversen. Det går hurtigere og vi får desuden varmen af at bevæge os samtidig alle sammen. Det bliver mørkt igen. Kristoffer har tabt sin pandelampe og den ene gang Jim abseiler først, går han forkert. Jeg fører an resten af vejen ned. Langt om længe kommer vi til skulderen i bunden af ruten, hvor vi bivuakerer endnu en gang. Efter nogle timers søvn er det op og videre, ned ad ”tilgangsklatringen” til gletscheren og videre ned til lejren under El Mocho, hvor vi har et depot med mad. Vi stopper i os og får en god nats søvn. Nu mangler bare den lange gåtur ud ad gletsheren, forbi søen, ned i byen. I byen bliver vi inviteret på sejrs-barbecue af vores argentinske venner. En værdig afslutning på et stort eventyr.