Om Klatredisciplinerne

 At sige ”klatring” er lidt det samme som at sige ”boldspil” - der findes mange slags! I denne artikel forsøger jeg at beskrive de forskellige discipliner der tilsammen udgør begrebet klatring. Det er klart at der findes uendelige kombinationer og underdiscipliner, så denne artikel er kun en grov opdeling og kort indblik i de største og mest brugte grupperinger. I modsætning til boldspil eller andre sportsgrene, er det ofte ”banen” - altså terrænet – der bestemmer hvilket spil der skal spilles og hvilke teknikker der skal anvendes – kort sagt hvilken disciplin der er tale om. Derudover er det klatreren selv der afgør hvilket regelsæt han vil bruge og det hele kompliceres yderligere af at to klatrere kan vælge forskellige tilgange til samme terræn. Klatring er i sandhed en alsidig og fri måde at bevæge sig i den vertikale verden.

Bouldering

er den mest simple form for klatring. Det foregår på store blokke (bouldere), for det meste i "hoppeafstand" fra jorden. De eneste hjælpemidler klatreren har er kalk, klatresko, muskler og teknik. På jorden har man måske en crashpad (lille madras) og en spotter (en person der i tilfælde af et styrt kan skubbe og sørge for man lander med fødderne først). Det er her de sværeste bevægelser foregår - der er intet udstyr der skal manipuleres, kun lille risiko og problemerne er så korte at hver bevægelse kan være meget tæt på klatrerens maksimale formåen. Det betyder ofte meget dynamisk og kraftfuld klatring.

Sportsklatring

er klippeklatring der foregår på klipper af alle størrelser og med preplacerede ekspansions- eller lim-bolte som sikringer. Klatreren skal derfor ikke koncentrere sig om selv at sætte sikringer og kan således fokusere næsten 100% på det bevægelsesmæssige/gymnastiske aspekt. Der kan klatres meget svære bevægelser med relativt lavt risikomoment.

Traditionel Klatring

Traditionel klatring (eller "Trad"): er klippeklatring hvor klatreren selv skal sætte sine egen sikringer. Det kan foregå på klipper af alle størrelser og det er muligt at klatre uden at efterlade noget og uden at skulle ændre (bore) i klippen. Der findes dog mange trad-ruter som har boltede ankre. I trad-klatring skal klatreren til at bruge en stor mængde energi på "det håndværksmæssige" aspekt i klatring, dvs samtidig med at man skal klatre, skal man også sørge for sin sikkerhed. Det kræver en højere grad af vurderings-evne, men bringer til gengæld den gymnastiske del lidt ned. Det er derfor de færreste som kan lave lige så svære bevægelser under trad-klatring, som de kan under sportsklatring.

Lange Ruter

Nu begynder det så småt at blive kompliceret. Når man klatrer lange ruter, er der pludselig en hel masse at tænke på ud over selve klatringen. Der findes både lange sportsklatreruter og lange traditionelt sikrede ruter, så man skal selvfølgelig tænke på hvilket udstyr man skal have med og det afhænger naturligvis af hvilken type rute det er. Derudover skal man til at tænke på ting som tid - kan man nå op og ned før det bliver mørkt? Effektivt arbejde på standpladserne bliver vigtigt i den henseende. Hvordan ser det ud med vejret? Det kan hurtigt blive lidt for spændende at hænge et par hundrede meter oppe på en væg når det begynder at lyne og tordne. Selv en almindelig regnskylle kan gøre projektet forholdsvis seriøst. Hvordan kommer man ned? Kan man fire sig ned over ruten eller skal man gå gå ned fra toppen? Det betyder så igen forskellen på om man skal have sko/støvler med på ruten - og dermed tungere rygsæk som igen gør at man måske ikke kan klatre helt så høj vanskelighedsgrad som normalt. Hvis man ikke kan fire sig ned over ruten skal man overveje hvad man gør hvis man ikke kan komme op! for det meste kan man alligevel komme ned ved at efterlade udstyr som ankre og fire fra dem - men det kan hurtigt blive dyrt for klatreren som er urealistisk indstillet til egne evner.

Bigwalls

Klatring på meget store klippevægge, som typisk kræver meget artificielklatring (klatring hvor sikringerne bruges til fremdrift - i modsætning til friklatring hvor kun klippe naturlige features bruges til fremdrift, mens reb og sikringer kun er der til at opfange et evt. styrt) - som igen gør at de tager tilpas lang tid at klatre til at man må overnatte på væggen. I moderne bigwall-klatring er grænserne mellem bigwall-stil og lange ruter blevet udvisket, eftersom speed-klatrere klatrer traditionelle bigwall ruter på bare en håndfuld timer, mens de rigtig stærke friklatrere er begyndt at klatre de samme ruter uden brug af artificielklatring.

Isklatring

Egentlig betyder isklatring bare at man klatrer på is. Men i praksis bliver ordet som regel brugt om klatring på frosne vandfald om vinteren. Det kan være små ruter på en enkelt reblængde eller større vandfald som kan være mange hundrede meter lange. Man kan altså have mange af de samme overvejelser som ved enten almindelig klippeklatring eller ”lange ruter”. I tillæg er det vinter, med hvad det medfører af kulde og begrænset dagslys. Selve klatringen foregår normalt med to isøkser, en til hver hånd og cramponer på støvlerne. Sikring forgår oftest med isskruer. Man har altså en masse skarpe ting spændt fast på kroppen og potentielt mindre pålidelige sikringer end i klippeklatring. Det betyder at styrt på is generelt anses som mere alvorlige end på klippe – selvom det ikke altid behøver at være tilfældet.
Der findes også en relativt ny disciplin inden for isklatring – nemlig moderne mixklatring eller M-klatring. Det drejer sig om en blanding af sports-og isklatring, hvor man typsik klatrer på et stejlt klippeparti med boltede sikringer, ved hjælp af drytooling – altså brugen af cramponer og isøkser på klippe. I tillæg til klippen er der en issektion, som klatres med almindelige isklatreteknikker.

Alpinklatring

Klatring i højalpine omgivelser. Det betyder som oftest at man er nødt til at tage hensyn til stor højde og behovet for akklimatisering, gletschere, muligheden for dårligt vejr – noget som er potentielt meget seriøst, store afstande – hvilket igen betyder lange udmattende dage, vanskelige redningsforhold og tid! Tiden er ofte en sikkerhedsfaktor på alpine ruter, eftersom vejr og forhold i bjergene ofte forringes om eftermiddagen og ikke mindst fordi der som regel skal tilbagelægges så meget terræn at man simpelt hen ikke kan tillade sig at være ineffektiv. Klatringen kan foregå i alle bjergenes forskellige bestanddele: Klippe, is og sne – og ofte på samme tid, såkaldt mixklatring.
Man skal altså være i stand til at bevæge sig i alle medier og desuden kunne en hel masse andet end bare at klatre – blandt andet er navigation, bedømmelse af forhold, rutefinding og evnen til at vælge den rigtige teknik på det rette sted og rette tidspunkt alt sammen dele af det alpine håndværk.
Selv skiller jeg mellem ”bjergbestigning” og ”alpin klatring”, selvom det normalt bliver regnet som et begreb. Forskellen for mig er af en filosofisk art og handler om intentionen eller målet med turen. I bjergbestigning er det toppen (og måske toppens højde over havet, berømthed mm) der er vigtig. Man vælger et bjerg og bestiger det via den letteste vej man kan finde – noget som let kan betyde at man mere eller mindre kan gå hele vejen, som oftest via gletcherflanker og snefelter.
I alpin klatring er det selve ruten på bjerget der er målet med turen og det er mindre vigtigt hvilken top det drejer sig om og hvor høj den er. Man finder en rute som er specielt æstetisk og teknisk vanskelig. Det er altså selve klatringen og ikke nødvendigvis bestigningen det drejer sig om. I praksis kan man selvfølgelig ikke altid skille de to begreber helt ad – der kan jo sagtens være elementer fra begge filosofier i samme projekt.
Endelig findes der en mængde hybrid-discipliner. For eksempel alpin klippeklatring som egentlig er klatring på ”lange ruter”, men i et alpint miljø, som kan betyde gletschere på tilgangen og mange af de samme vejr-problemer. Der findes også alpine bigwalls og isklatring kan indeholde elementer der ellers associeres mere med alpin klatring.